Alle burde være i stand til at blive en succesrig fotograf. Det er den vigtigste motivation for Emma Svensson. Hun begyndte at fotografere koncerter for 20 år siden. I en verden domineret af mænd tog ingen hende alvorligt, men hun viste, at de havde uret. Hun startede sit eget websted, der voksede til et bureau, der repræsenterer succesrige fotografer, og havde sit eget fotograferingsfirma, der hovedsageligt beskæftigede kvindelige fotografer. Selv i sit personlige liv skubber hun grænser: ved at bestige de højeste bjerge i Europa, beviser hun, at kvinder kan udrette alt det, mænd kan: ‘Kvinder skal ikke tænke, at de er ringere end mænd.’
Hun husker stadig, da hendes kærlighed til fotografering begyndte: ‘Da jeg var elleve, fandt jeg mine forældres videokamera. Det var mit yndlingslegetøj. Jeg ville gerne være instruktør.’ Men hendes kolleger i den lille svenske landsby rådede hende til ikke at fortsætte en karriere inden for fotografering på grund af hvor konkurrencedygtigt det er. Det ville blive svært at leve af det. ‘Så jeg tog ingen billeder i årevis. Da jeg tog til en koncert i 2002, tog jeg et kamera med, og selv om jeg aldrig havde fotograferet en koncert før, vidste jeg straks, at dette var, hvad jeg skulle gøre. Det var kærlighed ved første blik.’
Internettet var på fremmarch. ‘Der masser af websteder med tekster om musik, men de havde ikke mange koncertbilleder, så jeg startede et websted. At være en kvindelig fotograf i en verden domineret af midaldrende mænd var virkelig hårdt dengang. Ingen tog mig alvorligt; de sagde ikke engang hej. Som kvinde fik jeg ikke lov til at komme bag scenen, hvor mændene hang ud.
Men jeg formåede at lægge flere og flere billeder på mit websted, og jeg bad andre unge og ambitiøse fotografer om at slutte sig til mig. Vi gik ikke ubemærket hen: aviser og magasiner begyndte at bruge vores billeder, og vi udviklede os til et succesfuldt bureau. De gamle fotografer hadede os. I femten år i træk vandt vores fotografer præmier for de bedste koncertbilleder. Nogle af dem er blevet utroligt succesrige fotografer, mens andre er billedredaktører eller arbejder for gallerier. Jeg er stolt over, at jeg spillede en rolle i deres succes.’
Som underviser i fotografering, bemærkede hun, at selv om 80 procent af de fotografstuderende var kvinder, efter at have uddannet sig, gik 95 procent af jobbene inden for fotografering til mænd. ‘Bureauerne og folk, der ansatte medarbejdere, var alle mænd. Jeg modstod denne skævhed og forsøgte at skabe opmærksomhed omkring det. Det gav mig en masse problemer, men det var det hele værd. Unge kvindelige fotografer takkede mig endda for at have gjort dette. Det gav dem styrken til at forfølge deres karriere som fotografer.’
En anden livsændrende begivenhed for Emma var at se filmen Everest, mens hun var på et fly. ‘Jeg fløj til New Zealand. Filmen inspirerede mig på stort set samme måde som mine første koncertbilleder. Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at bestige bjerge. Folk - selv min kæreste på det tidspunkt - sagde, at jeg ikke skulle gøre det. Bjergbestigning er alt for farligt for kvinder, sagde de. Men jeg gjorde det alligevel. Efter at have besteget det højeste bjerg i Europa, vidste jeg, at jeg ville fortsætte med at gøre det. Så jeg formulerede et mål: at bestige Europas højeste bjerge på et år. Og det gjorde jeg. Og mere: Jeg besteg 61 bjerge.’
I dag deler hun sit tid mellem fotografering og bjergbestigning. ‘Halvdelen af min tid fotograferer jeg, den anden halvdel er jeg i bjergene.’ Hun bliver stadig konfronteret med en masse fordomme: ‘Når man vokser op som kvinde, er man betinget af at være bange for den slags eventyr. Det er farligt at rejse alene og gøre eventyrlige ting. Det nægter jeg at acceptere. Jeg rejser til øde steder, og jeg har aldrig følt mig bange. Bare fordi du er en kvinde, betyder det ikke, at du ikke kan leve livet fuldt ud.’
Hun har sit eget atelier udelukkende med kvindelige kolleger. ‘Jeg plejede at have 12 personer ansat, men med bjergbestigning er det lidt svært nu. Så jeg er tilbage til tre personer: en planlægger, en fotograf og en assistent, og jeg fører også tilsyn med praktikanter. Da jeg ansatte nye medarbejdere, var ud af de 100 breve, jeg modtog, dem, der var skrevet af kvinder, de bedste. At være fotograf kan være meget ensomt, så det er dejligt at arbejde i et team, reagere på hinandens arbejde og høre andres meninger.’
Hun arbejdede med Panasonic LUMIX-kameraer for første gang for et år siden. ‘Jeg prøvede Panasonic LUMIX S1R. Jeg blev blæst væk af billedernes kvalitet; det var en åbenbaring! Når jeg klatrer, bruger jeg et Panasonic LUMIX GX9. Jeg opbevarer kameraet rundt om halsen, fordi jeg næppe ville bruge det, hvis jeg opbevarede det i min rygsæk, så det skal kunne modstå en hel del: regn, sne og at blive slået mod klipperne. Og det fungerer stadig perfekt, selv efter et år under virkelige barske forhold.’
Emma Svensson
Emma Svensson startede som fotograf i 2002 og fotograferede musikartister og koncerter, men etablerede også sit navn inden for fotografering af mode. Ved siden af sit verdensrekord forsøg på at bestige 61 af Europas bjerge driver hun et travlt bureau, hvor hun beskæftiger en række kvindelige fotografer. Hun arbejder mod en ligeværdig position og forandring for kvinder inden for fotografering, mens hun brænder for at inspirere mennesker til at følge deres personlige drømme.
